Ny ferielov

Ny ferielov

Gammel vin på nye flasker?

14-08-2019
Redaktionsslutdato: 9. juli 2019

 

Det er vist de færreste, der kan have overset, at vi fra den 1. september 2019 går over til at optjene og afholde ferie efter en ny lov. 

Der har været skrevet mange og lange artikler om emnet, og man kan godt få det indtryk, at alt er vendt på hovedet. Men er det nu også det?

I dag optjenes ferie i kalenderåret fra 1. januar til 31. december og afholdes i ferieåret fra 1. maj til 30. april året efter. Der kan derfor gå op til 16 måneder, fra ferien er optjent, til den kan holdes. 

Fra september 2020 overgår vi til samtidighedsferie, hvilket betyder, at man optjener og afholder ferie inden for samme ferieår. 

Optjeningsperioden ændres således fra kalenderåret til en forskudt periode fra september til august året efter, og ferieafholdelsesperioden udgør perioden fra 1. september til 31. december i det følgende år. Det betyder, at ferieafholdelsesperioden løber i 16 måneder mod 12 måneder efter de hidtidige regler.

Meget fortsætter dog uændret, idet man bl.a. fortsat har:

  • Ret til 5 ugers ferie årligt
  • Ret til at holde 3 ugers ferie i hovedferieperioden

Man optjener fortsat 2,08 feriedage pr. måned, og optjeningsperioden sker fortsat for en periode af 12 måneder. 

For medarbejdere med løn under ferie vil ferietillæg på 1% fortsat blive udbetalt med lønnen – dog efter et nyt udbetalingsmønster.

Timelønnede modtager fortsat feriegodtgørelse med 12,5% af feriepengegrundlaget. 

Det er også fortsat muligt for en virksomhed at afregne løbende feriegodtgørelse til Feriekonto eller selv at administrere feriepengene (feriekortordning), hvis virksomheden har tilsluttet sig en kollektiv overenskomst. 

Som det fremgår af ovenstående, vil hverken virksomhed eller medarbejdere opleve de store forskelle i dagligdagen. Man holder ferie, som man plejer, og man skal også nok få ferietillæg, hvis man har ret hertil.

Direktører er ikke omfattet af ferieloven, og det er yderligere ferieuger, feriefridage, omsorgsdage mv., der følger af overenskomster eller andre aftaler, heller ikke. Sådan var det også under den gamle lov.

Overgangen til samtidighedsferie medfører, at der opstår et ”overskud” af ferie i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, idet optjeningsperioden skifter fra kalenderår til forskudt periode. 

Overgangsordningen er med til at sikre, at denne overskudsferie ikke mistes. Værdien af ferien må ikke udbetales til medarbejderen. Den skal i stedet indefryses og kommer først til udbetaling, når man går på pension. 

Ferie, der ikke er omfattet af ferieloven, er ikke omfattet af overgangsordningen og kan ikke indefryses.

Der vil i overgangsfasen være en del teknik forbundet med at tilpasse diverse feriesystemer, og der er også en række udfordringer med medarbejdere, der fratræder i overgangsperioden, og medarbejdere på barsel.

Når feriepengeforpligtelsen skal indregnes i årsregnskabet, er det fremover kun tilladt at anvende den konkrete metode (beregning med udgangspunkt i skyldige feriedage pr. medarbejder), og det gælder også ved opgørelse af beløbet til indefrysning. 

Den summariske metode (procent af lønsummen) – som hidtil har været anvendt af mange virksomheder – er altså ikke længere tilladt.

Selv om der unægteligt sker en del tekniske ændringer i forbindelse med skiftet fra gammel til ny lov, skal der fortsat blot holdes styr på ”indtægter” og ”udgifter” i ferieregnskabet, så der er ingen grund til panik. 

Skulle bekymringerne alligevel true med at tage overhånd, er hjælpen ikke længere væk end telefonen: Skriv eller ring til din revisor!