Lønkompensation til arbejdsgivere

Folketinget har i dag, tirsdag den 24. marts 2020, vedtaget "Lov om arbejdsgiveres og lønmodtageres retsstilling ved lønkompensation af virksomheder i forbindelse med COVID-19", og det forventes, at portalen for ansøgning om lønkompensation åbner i morgen onsdag den 25. marts 2020.

Ansøgning om lønkompensation

Ansøgningen skal ske digitalt og antageligt via Erhvervsministeriets hjemmeside.

Der skal anføres følgende i ansøgningen:

  • Andel af medarbejdere, der er hjemsendt (mindst 30 % eller min. 50 medarbejdere).

  • CPR-nummer, løn og beskæftigelsesgrad (er medarbejderen fuldtids- eller deltidsansat) pr. medarbejder.

  • Periode, der ønskes kompensation for, samt begrundelse herfor, eksempelvis at virksomheden er tvangslukket på grund af COVID-19, arbejdsmangel mv.

  • Tro- og loveerklæring fra ledelsen om, at de afgivne oplysninger er korrekte.

Lønkompensationen udbetales herefter hurtigst muligt.

Arbejdsgiveres og lønmodtageres retsstilling (L 141)

En lønmodtager er under hjemsendelsesperioden omfattet af sine sædvanlige ansættelsesvilkår, men arbejdspligten er suspenderet. Arbejdsgiveren kan med 1 dags varsel forlange, at lønmodtageren genindtræder i arbejdspligten.

Lønkompensationen til arbejdsgiveren er betinget af, at den enkelte lønmodtager afvikler ferie og/eller afspadsering på i alt 5 dage, hvis hjemsendelsesperioden på grund af COVID-19 udgør 3 måneder. Hvis medarbejderen ikke har ferie, afspadsering mv. svarende til 5 dage, skal der holdes fri uden løn eller anvendes dage fra det nye ferieår. Virksomhederne kan ikke modtage lønkompensation for disse 5 dage.

Hvis hjemsendelsesperioden er mindre end 3 måneder, reduceres de 5 tvungne feriedage mv. forholdsmæssigt.