Oplysning i årsrapporten om den fortsatte drift

Oplysning i årsrapporten om den fortsatte drift

Ledelsen skal informere om væsentlig usikkerhed.

25-05-2022

Et regnskab udarbejdes som udgangspunkt på grundlag af regnskabsprincippet om fortsat drift, dvs. under forudsætningen om, at virksomheden vil fortsætte sine aktiviteter i en overskuelig fremtid. Særligt for virksomheder med aktiviteter i Ukraine og Rusland gælder det, at der kan være usikkerhed om fortsat drift. Virksomhederne kan være tvunget til at lukke ned for aktiviteterne med Ukraine og Rusland eller være nødsaget til at indstille samhandlen med Rusland.

Ledelsens ansvar og vurdering

Det er ledelsen, der har ansvaret for, at årsregnskabet giver et retvisende billede, dvs. aflægges inden for rammerne af den relevante regnskabsmæssige begrebsramme. Ledelsen skal sikre og dokumentere, at forudsætningen om fortsat drift er opfyldt samt sikre, at alle relevante og nødvendige oplysninger er medtaget i årsrapporten til vurdering af virksomhedens økonomiske stilling.

Væsentlig usikkerhed

Ledelsen skal være opmærksom på væsentlig usikkerhed, som rejser betydelig tvivl om virksomhedens evne til at fortsætte driften, og som derfor enten påvirker forudsætningen om fortsat drift eller skal oplyses i årsrapporten.

Væsentlig usikkerhed er ikke defineret i årsregnskabsloven, men foreligger, hvis omfanget af den potentielle effekt af forholdet er sådan, at regnskabet er misvisende, hvis forholdet ikke omtales i regnskabet. Eksempler på begivenheder eller forhold, der kan skabe betydelig tvivl om virksomhedens evne til at fortsætte driften, er:

  • negativ egenkapital eller negativ arbejdskapital
  • realiserede eller forventede negative pengestrømme fra driften
  • lån, der nærmer sig forfald uden realistisk mulighed for forlængelse
  • manglende evne til at overholde betingelser i låneaftaler eller betale kreditorer ved forfald
  • tab af et større marked, en franchise-aftale, licens eller hovedleverandør.

Eksisterer der væsentlig usikkerhed om virksomhedens evne til at fortsætte driften, kræver årsregnskabsloven oplysning herom i både ledelsesberetning og note.

Ledelsesberetningen og noterne

I ledelsesberetningen for en klasse B virksomhed skal ledelsen redegøre for eventuelle væsentlige ændringer i virksomhedens aktiviteter og økonomiske forhold. De pågældende oplysninger bør som minimum omfatte:

  • de vigtigste begivenheder eller forhold, der kan rejse betydelig tvivl om virksomhedens evne til at fortsætte driften
  • ledelsens planer for at håndtere disse begivenheder eller forhold
  • at der er en væsentlig usikkerhed knyttet til begivenheder eller forhold, som kan rejse betydelig tvivl om virksomhedens evne til at fortsætte driften, og at virksomheden derfor muligvis vil være ude af stand til at realisere sine aktiver og indfri sine forpligtelser som led i den normale drift.

Omtalen i ledelsesberetningen om væsentlig usikkerhed vedrørende den fortsatte drift skal således altid beskrives i ledelsesberetningen. Afsnittet i ledelsesberetningen om dette forhold kan med fordel formuleres enslydende med noten.

Der skal i noterne gives oplysning om væsentlig usikkerhed forbundet med virksomhedens evne til at fortsætte driften, hvis dette er relevant.

Din revisor kan hjælpe dig med vurdering af de oplysninger, som bør medtages i årsrapporten.