Solgt eller gratis

Solgt eller gratis

Tror du, at omsætning er lig med omsætning?

04-03-2021

Hvornår kan et salg indtægtsføres som omsætning?

Umiddelbart har de fleste af os en klar fornemmelse for, hvornår en handel er endelig, og derfor finder vi det normalt heller ikke vanskeligt at afgøre, hvornår omsætningen kan registreres i bogholderiet.

Det bliver imidlertid mere og mere almindeligt, at en handel er sammensat af flere elementer, og i flæng kan nævnes eksempler som gratis kædestramning 3 måneder efter køb af en cykel, fri support 2 år efter køb af en skræddersyet softwarepakke eller en gratis 6. pizza efter eget valg. 

I de nævnte eksempler vil såvel fakturering som betaling med stor sandsynlighed ske i forbindelse med hovedleverancen, men en sammensat handel kan også bestå af løbende levering af en eller flere ydelser, som først faktureres og betales ved afslutningen af leverancen.

Eksempler på ydelser med løbende levering er reparation af biler, håndværksentrepriser eller din revisors revision af og assistance med opstilling af årsrapporten.

Sammensat salg

Cykelhandleren vil nok tænke, at salget af cyklen skal indtægtsføres, når sadlen sidder i den rigtige højde, pengene ligger i kasseapparatet, og kunden forsvinder i horisonten på nyerhvervelsen. Det lille serviceeftersyn om 3 måneder tager ikke lang tid, og det kan sagtens presses ind på værkstedet mellem de andre opgaver. Det er imidlertid ikke den korrekte bogføring af salget.

Serviceeftersynet har en værdi, og den del af omsætningen, der kan henføres til serviceeftersynet, kan først indtægtsføres, når det er udført. Hvis kunden har betalt 6.500 kr. ekskl. moms for cyklen (inkl. eftersynet), kan der fx kun indtægtsføres 6.300 kr. for cyklen, men de sidste 200 kr. skal ”parkeres” som en forudbetaling under passiverne og først indtægtsføres, når serviceeftersynet er udført.

Tilsvarende kan salget af den første pizza til 89 kr. ikke indtægtsføres fuldt ud. 5/6 af salgsprisen (ca. 12 kr. ekskl. moms) skal periodiseres som en forudbetaling for den 6. pizza, som kunden kan hente efter yderligere fire besøg. 12 kr. lyder ikke af meget, men hvis hovedparten af pizzaerne sælges på ”klippekort”, er det 1/6 af alle indbetalinger, der er forudbetalinger og altså ikke kan indtægtsføres med det samme.

Desværre er virkeligheden endnu mere indviklet, end eksemplet umiddelbart ser ud, for det vil næppe være alle klippekort, der bliver fyldt og afleveret med henblik på udlevering af en gratis pizza, og derfor vil der ikke skulle periodiseres 12 kr. pr. pizza – beløbet er mindre. Beløbet vil skulle estimeres på baggrund af historisk viden om kundernes benyttelse af tilbuddet, og det vil naturligvis kunne ændre sig over tid.

Løbende levering

Når mekanikeren går i gang med at servicere eller reparere en bil, vil han med det samme være i færd med at levere en ydelse som regnskabsteknisk betragtes som afsluttet løbende. Salget finder altså sted løbende og ikke først, når kunden afhenter bilen.

Det samme gælder for revisors udførte arbejde med opstilling og revision af årsrapporten, ligesom håndværkeren leverer, i takt med at gipspladerne monteres, tagstenene lægges op osv.

Når salget opgøres på denne måde, anvender man produktionsmetoden. Der er i øvrigt ikke krav om, at personligt drevne virksomheder eller selskaber i regnskabsklasse B anvender produktionsmetoden, med mindre sidstnævnte selskabers årsregnskab ikke giver et retvisende billede, så er det nemlig alligevel et krav … og således blev også dette område indviklet.

Opgørelsen af salget efter produktionsmetoden er i øvrigt heller ikke helt enkel, for der skal være styr på omfanget af den samlede leverance, og hvor langt man er i processen på opgørelsestidspunktet (færdiggørelsesgraden). Det skal vurderes, om der er risiko for forsinkelser, garantireparationer osv. Det er derfor nødvendigt med et velfungerende registreringssystem, hvis det overhovedet skal kunne lade sig gøre at opgøre omsætningen pålideligt.

Hvis omsætningen opgøres ved endelig levering – som altså er en mulighed for langt de fleste selvstændigt erhvervsdrivende og selskaber i regnskabsklasse B – anvendes salgsmetoden. I praksis vil det som oftest betyde, at omsætningen registreres ved fakturering.

Der skal dog fortsat holdes styr på de medgåede omkostninger i forbindelse med leveringen, for disse må først udgiftsføres, når registreringen af omsætningen finder sted.

Solgt eller gratis

Der findes også den lidt mere ekstreme variant af løbende levering, nemlig leveringsbetingelsen ”solgt eller gratis”, der er meget anvendt i nogle brancher, eksempelvis ejendomsmæglerne.

Her leveres ydelsen også løbende, men der er ingen garanti for, at ydelsen overhovedet ender i en indtægt, for det er usikkert og umuligt at forudsige, om og/eller hvornår den indtægtsudløsende begivenhed indtræffer.

For selvstændige erhvervsdrivende og selskaber i regnskabsklasse B vil det uden diskussion være det letteste at gøre brug af muligheden for at anvende salgsmetoden ved opgørelsen af omsætningen.

Har man mod på det, kan det imidlertid godt lade sig gøre at indtægtsføre en del af det løbende arbejde, men det kræ-ver gode registreringssystemer kombineret med nogle veldokumenterede skøn over succesraten. Sidstnævnte vil som udgangspunkt og i vid udstrækning være baseret på historiske erfaringer.

Listen med udfordringer er lang

Hvis man tænker lidt over det, findes der stribevis af eksempler på sammensatte salg, og det vil være et område, der kommer mere fokus på i fremtiden.

Der kan være aftalt levering på betingelser, der indebærer, at der reelt slet ikke er leveret ved levering, der kan være tilbagekøbsforpligtelser, der kræver en reservation af en del af salgssummen, og der kan være forudbetalinger for en løbende ydelse, som skal periodiseres over leveringsperioden.

Hvis der i forbindelse med levering ydes usædvanlig lang kredit, er det en kombination af salg og långivning, og dermed vil en del af salgssummen være finansieringsindtægter. Så kom der lys i en ny rød advarselslampe, for der er jo ikke moms på renter!

I øvrigt er skattereglerne på indtægtsområdet – som på så mange andre områder – anderledes end de regnskabsmæssige regler. Det er derfor langt fra givet, at den opgjorte omsætning i årsrapporten skal indtægtsføres skattemæssigt i samme periode.

Det er ikke let!

Det er formodentlig lykkedes at få den indledende antagelse, om at det normalt ikke er vanskeligt at afgøre, hvornår omsætningen kan registreres i bogholderiet, til at fremstå som et noget vakkelvornt postulat.

Det er ikke let, men heldigvis kender vi reglerne og bestemmelserne og er klar til at hjælpe, så din virksomheds bogholderi kan tilrettelægges med henblik på en hensigtsmæssig og lovmedholdelig indregning af omsætningen – og på en måde, så det er til at håndtere i dagligdagen.