Faste omkostninger

Erhvervsstyrelsen har udsendt en vejledning om ansøgning om kompensation for virksomhedens faste omkostninger. Hjælpepakken skal kompensere virksomheder, der har haft en omsætningsnedgang på mindst 40 % grundet COVID-19, ved at yde kompensation for deres faste omkostninger for perioden 9. marts til og med 8. juni 2020. Ordningen gælder derfor ikke for virksomheder, der ikke har oplevet omsætningsnedgang eller har oplevet en omsætningsnedgang på mindre end 40 %. For disse virksomheder er der ikke pr. 6. april 2020 vedtaget nogle midlertidige kompensationsordninger for faste omkostninger.

Erhvervsstyrelsen har oplyst, at de åbner for ansøgninger om kompensation for virksomhedens faste omkostninger den 8. april 2020.

Idet der er en række oplysninger, som skal dokumenteres og vedlægges en eventuel ansøgning, har vi kort opridset de væsentligste punkter fra vejledningen. Vi skal derfor anbefale, at virksomheden har et ajourført bogholderi samt nedenstående materiale klar, inden der ansøges.

Ansøgningen skal indeholde følgende elementer:

  1. Omsætning
    Virksomhedens forventede omsætning i kompensationsperioden samt den realiserede omsætning i den referenceperiode, hvor virksomhedens nedgang i omsætning beregnes i forhold til.
  2. Faste omkostninger
    Virksomhedens realiserede omkostninger i de foregående tre måneder samt virksomhedens forventede faste omkostninger for kompensationsperioden.
  3. Revisorerklæring

Under ansøgningsprocessen vil virksomheden blive bedt om at afgive en tro og love-erklæring på, at de indsendte oplysninger er afgivet korrekt.

Ad. 1 Omsætning

I forbindelse med virksomhedens omsætning skal ansøgningen indeholde følgende:

  1. En opgørelse over virksomhedens forventede omsætning i perioden 9. marts til 8. juni 2020.
  2. En opgørelse over virksomhedens omsætning i referenceperioden. Referenceperioden er som udgangspunkt 1. april til 30. juni 2019.
  3. En begrundelse for at omsætningsnedgangen skyldes COVID-19.

Ad. 2 Faste omkostninger

I forbindelse med virksomhedens faste omkostninger skal ansøgningen indeholde følgende:

  1. En opgørelse over virksomhedens realiserede faste omkostninger for perioden 1. december 2019 til og med 29. februar 2020.
  2. En opgørelse over virksomhedens forventede faste omkostninger for perioden 9. marts til 8. juni 2020.
  3. Såfremt virksomhedens forventede faste omkostninger afviger med mere end 10 % i forhold til de realiserede faste omkostninger, skal der udarbejdes en begrundelse for afvigelsen på ansøgningstidspunktet.

Ad. 3 Revisorerklæring

Forud for ansøgningen skal vi som revisorer have gennemgået ansøgningsmaterialet, så vi kan udarbejde den lovpligtige revisorerklæring, der skal medsendes. Erklæringen kan kun udarbejdes af godkendte revisorer som os, uanset om jeres regnskab revideres eller ej.

Der kan opnås kompensation for 80 % af udgiften til revisorerklæringen, dog maksimalt kr. 16.000, såfremt ansøgningen om kompensation godkendes. Ved ansøgningen skal der medsendes dokumentation for revisorudgiften i form af faktura, der er udstedt af os.

- o O o -

Da der således er en del forarbejde, der skal laves, vil vi anbefale, at vi kontaktes snarest muligt, så vi sammen kan få planlagt og påbegyndt ansøgningsprocessen.

Notat

Vejledning om ansøgning til den midlertidige kompensationsordning for virksomheders faste omkostninger

Forklaring til opgørelse over virksomhedens omsætning

Forklaring til opgørelse af faste omkostninger

Forklaring til ikke kompensationsberettigede omkostninger