Financieringshjælp

Mange virksomheder er ramt på deres indtjening som en følge af coronakrisen. Nu kan Vækstfonden stille en garanti for nye lån eller driftskreditter i banken til SMV’ere, der har oplevet et omsætningstab som en følge heraf. Garantien fungerer som sikkerhed for banken, og det bør give virksomhederne lettere adgang til at få løftet deres finansieringsbehov i banken.

Krav til omsætningstab

Vækstfonden kan stille en garanti for små og mellemstore virksomheders nye lån eller driftskredit i banken, hvis de har et tab eller forventet tab i omsætningen på minimum 30 procent som følge af coronakrisen.

Hvem kan få kautionen?

SMV’ere uanset brancher kan få COVID-19-kaution. Det gælder for danske, grønlandske og færøske virksomheder.

SMV’ere defineres her som virksomheder der beskæftiger under 250 personer og har en årlig omsætning på højst 50 mio. EUR og/eller en samlet årlig balance på højst 43 mio. 

Løbetid og pris

Garantien har en løbetid op til 7 år og nedskrives årlig lineært i løbetiden.

Prisen for en COVID-19-kaution for SMV’ere består af en stiftelsesprovision på kr. 2.500 samt en årlig provision på 1 procent af det beløb der garanteres for. 

Hvad dækker garantien?

Garantien dækker 70 pct. af finansieringsinstituttets eventuelle tab.

Sådan søger virksomhederne

Garantien skal søges gennem virksomhedens bank eller finansieringsinstitut. Tal med banken om muligheder for at anvende COVID-19-garantien, der også skal ansøge om garantien hos Vækstfonden.

Vækstfonden skal herefter acceptere anmeldelsen, hvilket normalt sker inden for 48 timer.

Se mere her:
https://vf.dk/finansiering/covid-19-garanti-smv/